Det skal være muligt for landmænd at overleve økonomisk, lyder det fra administrerende direktør i Bæredygtigt Landbrug Bjarne Nigaard
Landbrug & Fødevarer har rost den fødevarer- og
landbrugspakke, som Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti
har præsenteret tirsdag.
Og udspillet får også positive ord med på vejen fra Bæredygtigt
Landbrug (BL). Administrerende direktør Bjarne Nigaard mener således, at VKO’s
forslag rummer flere gode elementer:
- Noget er fint, andet er ikke
nok. Jeg er tilfreds med, at VKO vil ”harmonisere”
harmonikravet med nitratdirektivet og vore nabolande, og det er godt, at de vil
af med randzoner og de nylige ekstra krav om 60.000 ha efterafgrøder.
- Men der skal altså være
landmænd tilbage til at nyde godt af alt dette. Der skal være mulighed for at
overleve økonomisk. Og jeg frygter især, at der
ikke er tid for langt de fleste af vore pressede landbrugsfamilier til at
afvente en politisk handlet og besluttet aftrapning af den i forvejen kunstigt
fastsatte gødningsnorm over tre år.
Bjarne Nigaard peger blandt andet
på, at BL gerne stiller op med målingerne,
der viser, at det ikke vil miljøbelaste at gøde efter ligevægtsprincippet og
plantens reelle biologiske behov.
Selvom direktøren mener, at
udspillet er et skridt i den rigtige retning, er han dog forbeholden over
udspillet i forhold til de ændrede gødningsregler, som han gerne ser markant
ændret:
- EU's ligevægtsprincip forskriver, at landmænd i EU skal
gøde efter ligevægtsprincippet, hvilket i realiteten vil betyde, at der er
behov for cirka 38 procent mere gødning, end de danske afgrøder tildeles i dag.
Og en tilførsel i den størrelsesorden er nødvendig, hvis vi fremover skal kunne
lave dansk brød. Vi hilser stigningen på seks procent om året velkommen, men
det er slet ikke nok, når landbrugsjorden er så udpint, som den er i dag.