Dansen om prisen på grisen står stille

Hverken indkøberne eller sælgerne rokker ret meget på sig på markedet for svinekød.

Det konstaterer Danish Crown i torsdagens markedsberetning.

- Dansen om prisen på grisen har den seneste uge været en meget stille vals, lyder det i markedsberetningen.

Ugens noteringer er da også uændrede.

- Efterspørgslen på fersk kød i Europa ikke særlig stor lige nu. Der er ligevægt mellem udbud og efterspørgsel, men desværre på et lavt prisniveau, siger underdirektør i Danish Crowns eksportafdeling Søren Tinggaard i markedsberetningen og fortsætter:

- Det er meget tydeligt, at indkøberne arbejder med en meget kort horisont i øjeblikket. De køber kun ind til ganske få dages produktion af gangen. Det gør de formentlig ud fra en forventning om, at priserne vil falde, men omvendt gør vi alt, hvad vi kan for at finde alternative afsætningskanaler, så priserne kan gå begge veje.

Læs også