Nordfynske Keld Skytte Petersen har vundet en konkurrence udskrevet af miljøminister Kirsten Brosbøl
I den seneste måned har man som del af en naturkampagne kunnet
dele billeder af dansk natur med blandt andre miljøminister Kirsten Brosbøl.
Svampe, solnedgange og skovstier har fundet vej til
Instagram, Facebook og Twitter under #voresnatur, og nu har Kirsten Brosbøl
fundet sit favoritbillede.
Og vinderfotografen, Keld Skytte Petersen fra Nordfyn, bliver
belønnet med en tur til Bornholm, hvor der venter en guidet rundvisning i
Bisonskoven.
Keld Skytte Petersens billede, som kan ses på Miljøministeriets hjemmeside, viser en solnedgang over Skjern Enge i Vestjylland, hvor
Danmarkshistoriens største og dyreste naturgenopretningsprojekt blev gennemført
fra 1999 til 2003, hvor Skjern Å blev genoprettet.
- Stort tillykke til vinderen og til alle, der deltog
og delte billeder af deres yndlingsnatur. De mange billeder viser fint, hvor
meget danskerne holder af naturen. Med Naturplan Danmark vil regeringen ikke
bare give danskerne mere og bedre natur, men også skabe mere sammenhæng og
beskyttelse af vores fælles natur, lyder det fra Kirsten Brosbøl (S).