Din landbrugsstøtte bliver mindre i år

Årets landbrugstøtte bliver udbetalt fra den 2. december. Den bliver mindre end tidligere år.

Når de danske landmænd fra den 2. december begynder at få udbetalt den direkte landbrugsstøtte, Enkeltbetaling, vil den være faldet i værdi.

Det skyldes, at støtten bliver beregnet på en lidt anderledes måde end tidligere år, forklarer NaturErhvervstyrelsen.

- På grund af det generelt mindre budget til landbrugsstøtte i EU, er betalingsrettighedernes værdi i 2014 nedsat med 11,72 procent. Det gælder også tillæg til betalingsrettighederne, oplyser styrelsen.

 

Eurokurs fastlagt

Derudover fratrækkes 1,30 procent, som går til EU’s krisereserve. Denne reserve bruges til at støtte kriseramte dele af landbruget. Eventuelle overskydende midler fra krisereserven i 2013 vil blive udbetalt i løbet af 2015.

- Til gengæld fratrækker vi ikke længere 10 procent af støtten over 5.000 euro, som vi har gjort i tidligere år, lyder det fra NaturErhvervstyrelsen.

Eurokursen er i år fastsat til 7,4431.

Årets landbrugsstøtte til de danske landmænd beløber sig til over seks milliarder kroner, oplyser styrelsen.

Læs også