L&F: Ingen grund til mælkepanik

En svensk undersøgelse konkluderer, at der er en sammenhæng mellem indtag af mælk og øget dødelighed.

Hos Landbrug & Fødevarer finder man undersøgelsen interessant, men man mener samtidig ikke, at der er grund til bekymring, hvis man er storforbruger af mælk.

- Den svenske undersøgelse er interessant, fordi den jo har fundet resultater, der er helt modsat af, hvad de fleste andre tilsvarende undersøgelser har vist. Undersøgelsen peger på, at kvinder, der drikker mindst tre glas mælk om dagen, har en højere dødelighed end dem, der kun drikker ét glas mælk om dagen, siger ernæringschef i L&F Merete Myrup Christensen på L&F’s hjemmeside og fortsætter:

- Til det kan man først og fremmest sige, at en varieret kost er det vigtigste, så hverken for meget eller for lidt af gode fødevarer kan anbefales.

Merete Myrup Christensen peger på, at en række andre undersøgelser fra Holland og England viser det modsatte – nemlig en meget tydelig sammenhæng mellem mælkeindtag og reduceret dødelighed. Derudover findes der en række undersøgelser, hvor man har undersøgt mejeriprodukters effekt i forhold til de store livsstilssygdomme. Her viser resultaterne, at indtag af mælk medfører en reduceret risiko for blandt andet type 2 diabetes, forhøjet blodtryk og hjerneblødning.

Ifølge Merete Myrup Christensen kan man derfor med sindsro fortsætte med at drikke mælk.

Læs også