Efter flere års fravær er grovvareselskabet DLG nu tilbage
som udstiller på Agromek.
- Vi har netop underskrevet aftalen med Agromek. Vi glæder
os til at være med på messen, og vi tror bestemt også, at vores mange kunder
vil være glade for at kunne møde os på Agromek, siger underdirektør Christoffer
Hage i en pressemeddelelse.
Han forklarer, at DLG er med for blandt andet at
markedsføre selskabets nye e-handelsplads – DLG Kundeportal:
- Her kan kunderne se alle deres egne kontrakter og
fakturaer, og de kan samtidig handle i vores online butik, som har over 3.500
varer. På standen vil medarbejdere fra de mange afdelinger rundt i landet give
en introduktion til portalen og hjælpe kunderne i gang med at bruge den.
Hos Agromek er man glade for, at DLG nu er tilbage:
- Det er virkeligt dejligt, at Danmarks største
grovvareselskab har besluttet at være med på Agromek 2014. Det sender et godt
signal i både ind- og udland, at det landmandsejede selskab vælger at udstille
på Agromek, lyder det fra direktør hos Agromek Allan Pedersen.
Der vil være 549 udstillere på Nordeuropas største samlede
landbrugsmesse, og der er nu kun ganske få kvadratmeter standplads tilbage.
Agromek finder sted fra tirsdag den 25. november til og
med fredag den 28. november.