Større krav til viden og service er medvirkende til, at Heden Maskinforretning og Axel Knudsen Maskinforretning indgår samarbejde
Heden Maskinforretning A/S og Axel Knudsen
Maskinforretning ApS i Kauslunde indleder pr. 1. november et strategisk
samarbejde omkring salg og service af Massey Ferguson.
Baggrunden for samarbejdet er, at kunderne til stadighed
stiller større krav til viden og service – og at strukturudviklingen i
landbruget betyder færre landbrug at handle med.
Formålet med samarbejdet er derfor i fællesskab at sikre konkurrencekraft
og ekspertise ved at reducere de samlede omkostninger. Det nye samarbejde
betyder, at Heden Maskinforretning overtager det overordnede salgsansvar for
Massey Ferguson-salget på hele Fyn.
Axel Knudsen Maskinforretning vil fremover primært
fokusere på at fastholde og udbygge den mangeårige ekspertise inden for service
af Massey Ferguson – og vil også fremover formidle salg af Massey
Ferguson-produkter til sine kunder via det nye samarbejde.
- Det store og brede Massey Ferguson-produktprogram
stiller store krav til disponering, lagerføring og uddannet salgspersonale. Det
får vi med samarbejdet mulighed for at drage nytte af på hele Fyn, lyder det
fra administrerende direktør og medindehaver af Heden Maskinforretning Lars
Kristiansen.
Forretningerne fortsætter som to selvstændige juridiske
enheder.