Rigsrevisionen starter forundersøgelse af Fødevareministeriet
Stigning i forbruget af antibiotika får Rigsrevisionen til at starte undersøgelse af Fødevareministeriet
Det skriver Politiken. Det skal blandt andet undersøges, om der er grund til at kulegrave, hvorvidt Fødevareministeriet har brugt skatteborgernes penge på bedste vis eller ej.
Til Effektivt Landbrug oplyser Rigsrevisionen, at det er meget tidligt i forløbet lige nu. Forundersøgelsen tager cirka en to-tre måneder at gennemføre, og den laves for at finde ud af, om der er basis for den helt store kulegravning af Fødevareministeriets indsats på området. Finder Rigsrevisionen ud af, at det er der, så tager den store kulegravning omkring et år.
Overfor Politiken lyder det fra veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen, Per Henriksen, at han ser frem til samarbejdet med Rigsrevisionen.
- Vi mener selv, at vi har taget fat der, hvor det gav mest mening, og hvor vi har fået den største effekt. Men vi følger antibiotikaforbruget nøje hver eneste måned, og det er bekymrende, at vi ikke kan komme længere ned, så derfor overvejer vi også, om der er behov for nye tiltag i 2015, siger Per Henriksen.
Ifølge den seneste Danmap-rapport steg antibiotikaforbruget i svineproduktionen med fem procent i 2013 frem for 2012. Stigningen er kommet efter kraftige fald i forbruget af antibiotika i 2010 og 2011.