Byggeri af globalt innovationscenter er i gang

Arlas nye center skal være centrum for Arlas produktudvikling i hele verden

Mandag blev første spadestik taget til Arlas nye innovationscenter i Aarhus.

Centret skal være centrum for Arlas produktudvikling i hele verden. Arla investerer 270 millioner kroner i opførslen af innovationscentret, som bliver på 10.000 kvadratmeter og vil indeholde den nyeste teknologi inden for fødevareudvikling.

- En del af Arlas vision er at bringe sundhed og inspiration ud i verden på naturlig vis, og vi er ofte i dialog med forbrugere over hele verden for at fornemme, hvad de gerne vil se i deres køleskabe. Vores nye globale innovationscenter bliver Arlas hjertekule, der skal omsætte de mange gode ideer og input fra forbrugerne til nye, spændende produkter, siger koncerndirektør i Arla Jais Valeur i en pressemeddelelse.

I forbindelse med det første spadestik, løftede Arla samtidig sløret for en investering på yderligere 62,5 millioner kroner i et nyt forskningssamarbejde med Aarhus Universitet og Københavns Universitet. Samarbejdet skal løbe fra næste år og frem til 2020.

Læs også