Kragmann alene om Fyn

Middelfart-firmaet bliver full-line New Holland-forhandler fra februar Egebjerg Smedie fortsætter som underforhandler, John Madsen stopper.

Så er den fynske forhandlerstruktur for New Holland-produkterne faldet på plads.

Med virkning fra 1. februar 2015 er Kragmann A/S i Middelfart udpeget som ny eksklusiv New Holland full-line forhandler. Samtidig ophører forhandlingen for mærkets mangeårige autoriserede forhandler, John Madsen A/S, som har afdelinger i Ørbæk, Tommerup og Vester Åby.

Med udnævnelsen af Kragmann som forhandler 1. februar i år indledte de to fynske maskinforretninger sonderinger omkring et tættere fremtidigt samarbejde i retning af en egentlig fusion med New Holland-forhandlingen på Fyn som omdrejningspunkt. Virksomhederne var langt med integrationen af salgsapparatet, men alligevel faldt det til jorden her i sommer, hvorefter Kragmann og John Madsen er fortsat som separate virksomheder.

Fra New Holland Danmark præciseres det, at John Madsen A/S frem til udgangen af januar 2015 fortsat har adgang til at sælge New Holland maskiner, reservedele samt foretage service i samme omfang som hidtil, og dette sker med fuld opbakning fra New Holland Agriculture.

Egebjerg Smedie ApS på Sydfyn vil fortsætte uændret som områdeforhandler af New Holland-produkterne.

New Holland og Kragmann A/S undersøger i øjeblikket i fællesskab forskellige muligheder for at dække markedet for salg og service af New Holland produkter på Fyn.

Læs også