Miljøministeren tager til Kina for blandt andet at mødes med kinesiske investorer, der kan have interesse i dansk vandteknologi
Danske virksomheder skal kunne mærke, at Kina dagligt vil
investere en milliard kroner i vandteknologi.
Sådan lyder det fra miljøminister Kirsten Brosbøl (S), der
skal underskrive en ny handlingsplan med Kinas minister for vandressourcer
under ministerens officielle besøg i Kina sammen med statsminister Helle
Thorning-Schmidt (S) og klima,- energi- og bygningsminister Rasmus Helveg
Petersen (R) i denne uge.
- Kina står med nogle enorme udfordringer, som vi har
erfaring med at løse i Danmark. Faktisk er vi blandt verdens bedste til at lave
løsninger, der kan minimere vandspild eller rense forurenet vand. Vi skal have
forløst det potentiale og styrket danske vandvirksomheders fodfæste på det
kinesiske marked, for det er noget, der kan skabe danske arbejdspladser, siger
Kirsten Brosbøl i en pressemeddelelse.
Ufattelig skala
I løbet af ministerens besøg i Kina skal hun blandt andet møde
kinesiske investorer, der kan have interesse i dansk vandteknologi og se på
projekter, der allerede er ført ud i livet.
- Det kinesiske marked er ikke nyt for danske
virksomheder, og mange af dem har allerede etableret sig herude. Men der er
fortsat et enormt potentiale. Ikke mindst på vandområdet, hvor Kina investerer
i en skala, som nærmest er ufattelig. De har en ambition om at investere en
milliard kroner i vandteknologi om dagen, og det skal danske virksomheder have
mest muligt ud af, pointerer Kirsten Brosbøl.
Fra 2006 til 2012 har Danmark ifølge Miljøministeriet næsten
fordoblet eksporten af vandteknologi til Kina fra 336 millioner kroner til 670
millioner kroner.
Danmark har siden 2010 haft en samarbejdsaftale med Kina,
og den fornys og konkretiseres nu med en handlingsplan for 2014-2018.