-75 øre: Svagt hjemmemarked presser kreaturnoteringen yderligere
Danish Crown Beef sænker ugens kreaturnotering med 75 øre i alle kategorier. Et vanskeligt marked og lav aktivitet på hjemmemarkedet lægger fortsat pres på priserne.

Svag efterspørgsel presser kreaturnoteringen 75 øre ned i alle kategorier efter sidste uges fald på 50 øre. Arkivfoto
Kreaturnoteringen fortsætter nedad. Efter et fald på 50 øre i alle kategorier i sidste uge sænker Danish Crown Beef denne uges notering med yderligere 75 øre.
Markedet for okse- og kalvekød er fortsat udfordret, og især flere af de traditionelle volumenvarer kræver en ekstra indsats at få afsat. Varer med ben holder på visse områder et fornuftigt niveau, mens mange udbenede produkter er vanskeligere at placere.
- Særligt på hjemmemarkedet er aktiviteten lav på flere produkter, og det er ikke alle varer, der forsvinder lige hurtigt fra hylderne for tiden, siger Henning Sønnichsen, salgsdirektør i Danish Crown Beef, i den ugentlige beretning.
Der er sporadisk aktivitet på oksetykkamme, mens bovene er svære at afsætte. Ribeye, entrecote og striploin klarer sig fornuftigt, men andre udskæringer oplever et meget vanskeligt marked.
Også efterspørgslen efter kalvekød er afdæmpet. Det gælder blandt andet kalvebov og kalvetykkam.
- Afsætningen er stadig vanskelig for en stor del af udskæringerne. Vi gør en ekstra indsats for at få volumen ud i markedet på de områder, hvor der er åbninger. Og så ser vi heldigvis en stabil efterspørgsel på flere af rygprodukterne, som kan hjælpe med at trække lidt i den modsatte retning, siger Henning Sønnichsen.
Slagteriet i Holsted har slagtet efter planen. Aalborg starter igen i næste uge, men ferielukningen i uge 29 betyder, at en pulje dyr skubbes til den efterfølgende uge.







































