Dyrlæger: Besparelser kan få fatale konsekvenser
Når medarbejdere i fødevarekontrollen skal håndtere flere og flere sager, vil der ske fejl, lyder advarslen fra Den Danske Dyrlægeforening
Baggrunden er regeringens finanslovsforslag, der blev præsenteret tirsdag. Heri lægger regeringen ifølge foreningen op til besparelser på 157 millioner kroner i fødevarekontrollen i forhold til 2013.
- Med en sådan disposition virker det som om, at verdenen går fuldstændig hen over hovedet på de ansvarlige regeringspolitikere, siger formand for Den Danske Dyrlægeforening Carsten Jensen i en pressemeddelelse.
Heri peger foreningen på, at konklusionen efter en række alvorlige fødevaresager er, at effektiviseringsskruen er strammet så hårdt – ikke mindst i Fødevarestyrelsen – at det i kritisabel grad har konsekvenser for kvaliteten af det daglige arbejde.
- Når medarbejderne løbende skal håndtere flere og flere sager under tidspres, vil der ske fejl. Og nogle af disse kan være fatale, som da en ledende medarbejder i Fødevarestyrelsen traf forkerte valg i den aktuelle sag om listeria, lyder det fra Den Danske Dyrlægeforening.
Her kalder man det ”utidigt”, at der fortsat skrues ned på bevillingerne til fødevarekontrollen i en tid med dokumenterede problemer med fødevaresikkerheden.
- Vi har været heldige i en periode, hvor vi har været forskånet for fødevareskandaler, men nu betaler vi prisen for tidligere reduktioner i fødevarekontrollens ressourcer. Det kan kun gå for langsomt at rette op på det, konstaterer Carsten Jensen.