Et drømmejob tæt ved familiens hjem i Sønderjylland har fået administrerende direktør i Agri Nord Erik Lydiksen til at skifte job.

Han stopper således i Agri Nord ved udgangen af august og skal i stedet være direktør i Sønderjysk Landboforening.

- Jeg har fået muligheden for at få et job som rent privat passer perfekt. Jeg har været utrolig glad for de fire år, jeg har været i Agri Nord, men da muligheden bød sig for at få et spændende job i Sønderjylland, hvor jeg hele tiden har været bosat, så valgte jeg at slå til, siger Erik Lydiksen om sin beslutning om at skifte job.

Formand for Agri Nord Carl Chr. Pedersen beklager Erik Lydiksens opsigelse.

- Jeg har dog også fuld forståelse for Eriks opsigelse. Vi er taknemmelige for en solid og engageret indsats gennem fire år og kan kun ønske ham held i lykke i det nye job, siger Carl Chr. Pedersen.

- Vi er som forening og rådgivningsvirksomhed er inde i en god udvikling. Vi har i formandskab og chefteam sammensat et udvidet chefteam, der kan sikre en kontinuerlig og kvalificeret ledelse i den overgangsperiode, der måtte blive, siger Carl Chr. Pedersen.

Han oplyser, at man allerede har sat gang i processen med at finde en ny direktør til landboforeningen.