En liste med over 100 svinestalde ligger nu på nettet.

Foreningen Investigative Reporting Denmark har torsdag offentliggjort en liste med navn og adresser på svineproduktioner, der med foreningens ord har »et højt antibiotikaforbrug«.

Ifølge foreningen er listen udarbejdet af Fødevarestyrelsen på basis af datamateriale fra Gult Kort-ordningen.

Listen skal angiveligt sætte fokus på, hvor der kan være MRSA.

- På listen finder man blandt andet to gamle »kendinge«, der med sikkerhed har været ramt af svine-MRSA, men alligevel kører videre med et højt forbrug af antibiotika i forhold til de nye grænseværdier, skriver Investigative Reporting Denmark på sin hjemmeside.

Og offentliggørelsen af listen er ifølge dataansvarlig hos Investigative Reporting Denmark Nils Mulvad nødvendig:

- Smittespredning af den farlige svinebakterie sker alt for hurtigt til, at der er plads til tavshed og afventen. Trusselslisten må frem, siger han til JydskeVestkysten.