Ligesom sidste år er der i 2014 kompensation for randzonerne, mens der i 2015 oprettes en særlig pulje til miljøvenlige ordninger, som du som landmand med randzoner kan søge støtte fra.

I 2014 fortsætter altså den nationale støtteordning(den såkaldte de minimis-ordning), hvor du skal indsende et supplerende skema, hvor der skal oplyses om anden modtaget statsstøtte i de sidste tre år.

Skemaet vil blive lagt ud på NaturErhvervstyrelsens hjemmeside i starten af september og skal indsendes senest 1. oktober. Indsendelse af skemaet er en betingelse for at opnå randzonekompensation for 2014.

For de randzoner, der gælder hele året, vil der blive udbetalt kompensation for hele året. For de randzoner, der ophæves med virkning fra. 1. august udbetales der kompensation for årets første syv måneder. Udbetalingerne forventes at finde sted i starten af 2015.

Med den nye randzonelov forsvinder omkring halvdelen af randzonearealet. Der kommer dog i begrænset omfang også nye randzoner efter 1. august, som ikke eksisterede under den gamle randzonelov. 

Det drejer sig om randzoner ved vandløb, som opfylder de nye kriterier, men ikke er vandførende hele året.

Det er ikke administrativt muligt at etablere en kompensationsordning for disse randzoner, og derfor kan du ikke modtage kompensation for dem i 2014. De nye randzoner får dog prioriteret adgang til at søge støtte fra puljen til miljøvenlige ordninger i 2015.