Fabrik fordobler kapaciteten

Kartoffelmelsfabrikken AKS Toftlund er parat til at investere op mod 170 millioner kroner i produktionsanlægget

Et nyt produktionsanlæg er på tegnebrættet hos kartoffelmelsfabrikken AKS Toftlund a.m.b.a. i Sønderjylland.

Fabrikken planlægger nemlig – med en investering på op mod 170 millioner kroner – at øge kapaciteten i stivelsesproduktionen fra de nuværende 12 ton pr. time til 24 ton pr. time.

- Produktionsanlægget er 23 år gammelt og står over for en omfattende renovering. Det vil blive så dyrt, at vi vurderer det smartest at bygge helt nyt, siger formand Peter C. Petersen i en pressemeddelelse.

Heri fremgår det, at udvidelsen er planlagt til at ske i tre faser, hvor selve stivelsesfabrikken bliver det mellemste.

- 1. december 2015 står et komplet anlæg til stivelsesproduktion færdigt, og ibrugtagningen kommer derfor til at foregå i slutningen af 2015/16-kampagnen. Ved at køre udvidelsen i faser kan vi stort set eliminere hele risikoen i opstartsfasen, lyder det fra projektkoordinator Peter Heydorn.

Allerede før kampagnen går i gang, skal ny ind-transport og råvarelager stå færdigt, mens proteinproduktionen først udbygges efter 2015/16-kampagnen.

Brug for flere kartofler

For at sikre råvareforsyningen til fabrikken efter udvidelsen udskrives 600.000 nye andele.

Hos AKS Toftlund oplyser man, at avleren med hver andel får retten til at levere 100 kg kartofler med 20 procent stivelse. De nye andele udbydes både til nuværende og helt nye avlere.

Efter udvidelsen vil AKS Toftlund forarbejde 2,5 millioner hkg kartofler til 61.000 ton kartoffelmel. Det er knapt 50 procent mere end de 41.500 ton, fabrikken har produceret i 2013/14-kampagnen.

Rekordregnskab

Udmeldingen fra AKS Toftlund om udbygningsplaner kommer samme dag, som fabrikken offentliggør en rekordomsætning på 190 millioner kroner i regnskabsåret 2013/14.

Læs også