Lerche-Simonsen Gruppen kom ud af 2013 med et samlet resultat på 6,2 millioner kroner efter skat – men det er ikke godt nok, mener ledelsen
Det er for dyrt at producere svin i Danmark.
Det mener man i hvert fald hos en af landets største
slagtesvineproducenter, Lerche-Simonsen Gruppen. I en regnskabsmeddelelse fremgår
det, at man kom ud af 2013 med et samlet resultat på 6,2 millioner kroner efter
skat mod 2,6 millioner kroner året før.
Trods tæt på en tredobling af overskuddet lever årets
resultat ikke op til ledelsens forventninger.
- Den danske del har arbejdet intenst med effektiviseringer
i løbet af året og har med succes gennemført forbedringstiltag og LEAN
programmer. Til trods for dette har resultatet ikke levet op til
forventningerne. Der tilbydes betydeligt bedre produktionsvilkår umiddelbart
syd for den danske grænse, og prisen for de indkøbte smågrise har derfor været
forholdsvis høj i Danmark, hvilket har påvirket resultatet i negativ retning,
lyder det i regnskabsmeddelelsen.
Udenlandsk effektivitet
I Lerche-Simonsen Gruppen fremhæver man samtidig sine
resultater uden for Danmark:
- Effektiviteten i de udenlandske virksomheder er for både
svine-, kyllinge- og mælkeproduktionen meget tilfredsstillende og fuldt ud på
dansk niveau i den bedre ende.
Derfor kigger man nu mod syd:
- Med baggrund i de dårligere produktionsbetingelser i
Danmark forventes en reduktion af produktionen i den danske del af Gruppen. Til
gengæld planlægges der investeret yderligere i produktionskapacitet i de centraleuropæiske
virksomheder, hvor rammebetingelserne og bytteforholdet er mere gunstige.
Gruppen – der primært består af Eskelund Danmark samt andele
i de tilknyttede virksomheder Slovakiet Invest, Tjekkiet Invest og Moravia
Invest – forventer for indeværende år et forbedret resultat sammenlignet med 2013.