Kampagne skal gøre kål på invasive arter

Når invasive arter spreder sig fra haver til naturen, er det en trussel mod den danske natur, fastslår Miljøministeriet

Canadisk gyldenris, japansk pileurt, bynke-ambrosie og harlekinmariehøne.

Det er blot nogle af de 17 udvalgte invansive planter og dyr, der ifølge Miljøministeriet er blevet en voksende plage i de danske haver. Og derfor sætter miljøminister Kirsten Brosbøl nu gang i en national kampagne, der skal give haveejere gode råd til, hvordan invasive arter bekæmpes.

- Hybenroser og signalkrebs lyder måske ganske ufarlige. Men de og andre invasive arter kan på sigt kvæle andre danske arter og gøre vores natur fattigere. Hvis vi skal gøre kål på de invasive arter, kræver det, at vi alle sammen gør en indsats for at begrænse, at arterne spreder sig, siger Kirsten Brosbøl i en pressemeddelelse.

Miljøministeriet oplyser, at en ny rapport fra Københavns Universitet viser, at havebrug er den væsentligste måde, som invasive arter spredes på i Danmark. Derfor er kampagnen målrettet netop haveejere.  

De invasive arter er mere robuste og hurtigt voksende end deres danske artsfæller, mens andre invasive arter bærer på sygdomme.

På Miljøministeriets og Naturstyrelsens hjemmesider findes en folder målrettet haveejere. Man kan også downloade en plakat med tegninger af de 17 invasive arter i kampagnen, og man kan lære mere om invasive arter i et spil på hjemmesiden. 

Her kan du læse mere om kampagnen.

Læs også