Servicekontrakter kan være købt for dyrt

Afhængig af ens eget behov for tryghed, skal man overveje, om andelen af servicekontrakt på AMS kan være for stor en udgift

Automatiske malkesystemer (AMS) skal vedligeholdes og derfor tegner mange en servicekontrakt med firmaet, så udgifterne til vedligehold er kendte på forhånd. Undersøgelser fra Videncentret for Landbrug viser, at sikkerheden kan være købt for dyrt.

En sammenligning af 52 bedrifter har vist en gennemsnitlig udgift til vedligehold på 60.000 kroner pr. robot pr. år med en meget stor spredning fra under 20.000 kroner pr. robot pr. år for bedrifter med de laveste omkostninger til næsten 100.000 kr. pr. robot pr. år for de bedrifter, der har de højeste omkostninger.

11 øre mere pr. liter mælk

- En forskel på 11 øre pr. liter mælk konstaterer Jannik Toft Andersen, konsulent, Videncentret for Landbrug, Team Bedriftsledelse, kvæg, der har stået for undersøgelsen.

De laveste omkostninger fandt man hos de bedrifter, der have en lav andel servicekontrakt. Dog er usikkerheden på disse bedrifter større, og spredningen på udgifterne stor.

Bedrifter med høj andel servicekontrakter har større vished om deres udgifter til reparationer, hvorfor spredningen bedrifterne imellem er væsentligt mindre end hos dem med lav andel servicekontrakt. Generelt er der højere omkostninger pr. robot for bedrifter med høj kontraktandel.

Den enkeltes temperament

Jannik Toft Andersen peger på, at det er et spørgsmål om, hvor meget, den enkelte selv kan lave, og hvad der skal til for at kunne sove godt om natten, siger Jannik Toft Andersen.

- Hvis det er vigtigt for dig, at du kender dine udgifter, og gerne i teorien vil betale lidt mere for den sikkerhed, ja så skal du vælge en høj andel servicekontrakt.

- Kan du modsat selv stå for den løbende vedligehold og lave en del småreparationer selv, så er vi ude i en lav andel servicekontrakt.

- Det er meget op til temperamentet, siger han og understreger, at det også afhænger af, hvor stor erfaring man har med robotterne.

- Har man netop fået installeret robotter, anbefaler vi en meget dækkende kontrakt og efterhånden som man bliver mere dus med systemet, vil det typisk være fordelagtigt med en mindre dækkende kontrakt.

Krav til styring af løbende vedligehold

Jannik Toft Andersen er ikke i tvivl om, at en række bedrifter vil kunne spare penge på at vælge en mindre dækkende kontrakt.

- Men det stiller krav til styringen af den løbende vedligeholdelse, så den ikke løber løbsk, understreger konsulenten.

Undersøgelsen omfattede 52 bedrifter, der alle blev bedt om at fremlægge udgifter til kontraktomkostninger og udgifter til løbende vedligehold til malkerobotterne.

Undersøgelsen viste et gennemsnit i udgifter på 60.000 kroner pr. robot pr. år. Af de bedrifter der havde en høj andel servicekontrakt, kom ingen under 50.000 kroner pr. robot pr. år. Af de bedrifter, der havde en lav andel servicekontrakt, var der bedrifter med udgifter under 20.000 kroner pr. robot pr. år, men også enkelte bedrifter med udgifter for næsten 100.000 kroner pr. robot pr. år, så spredningen ved selv at forestå den løbende vedligeholdelse er væsentlig større og en usikkerhed man skal gøre sig klar.

Læs også