-
Arkiv
Maskincenter siger farvel til en grand old man
Henning Christensens fejres fredag med afskedsreception
Maskincenter Sjælland - John Deere-forhandler på
Sjælland - siger fredag farvel til en af virksomhedens mest trofaste
medarbejdere gennem tiden.
Det er nemlig Henning Christensen, som bytter skrivebordet ud med det søde liv
som golfspillende efterlønner.
Henning Christensen startede i det daværende DLAM Center Sjælland Syd som
lagerchef den 1. oktober 1977, og han styrede med et sit organisatorisk
overblik reservedelsafdelingen gennem mere end 25 år, og har således oplevet de
seneste årtiers massive udvikling inden for landbruget.
I 2007 overtog Henning Christensen imidlertid stillingen som salgschef i den
travle Have- og Park-afdeling. Et job, han ifølge indehaver og direktør Hans
Erik Karlshøj, har udført med kæmpe passion og engagement – og som gennem tiden
har tilført virksomheden mange nye kunder.
Henning Christensen var desuden med til omstillingen fra DLAM-ejet virksomhed
til stiftelsen af det daværende Næstved-Karise Maskinservice — og videre til
det relativt nye partnerskab med John Deere International under navnet
Maskincenter Sjælland A/S.
Henning Christensen fejres fredag den 2. maj fra klokken 12-16 med
afskedsreception for kolleger, kunder, venner og familie på Militærvej 25 i
Næstved.