Fødevareklyngens eksport slog rekord i 2013, og klyngen står for en fjerdedel af den danske vareeksport, oplyser Landbrug & Fødevarer
Der var sidste år godt gang i den danske fødevareklynges eksport.
I 2013 var værdien af den samlede eksport fra fødevareklyngen
således 156 milliarder kroner, hvilket var 5,6 milliarder kroner mere end i
2012. Det fremgår af den nye publikation ”Udenrigshandel 2009-2013” fra Landbrug
& Fødevarer (L&F).
Ifølge L&F står fødevareklyngen dermed for 25 procent
af den samlede danske vareeksport.
- 2013 blev endnu et rekordår for fødevareklyngen med den
største eksport nogensinde. Eksporten fra fødevareklyngen er mere end fordoblet
over de seneste 25 år, hvilket understreger klyngens økonomiske betydning,
siger cheføkonom ved L&F Thomas Søby på L&F’s hjemmeside.
Her fremgår det, at svinekød står for den største andel af
fødevareklyngens eksport med en eksportværdi på 32 milliarder kroner i 2013.
Herefter kommer fisk og skaldyr med 19,7 milliarder kroner og mejeriprodukter
med 16,3 milliarder kroner.