De nye regler bliver sendt i høring inden for de næste par uger og skal efter planen træde i kraft fra november 2015
Der skal være bedre styr på de sprøjtemidler, som bruges
hjemme i haven.
Det mener miljøminister Kirsten Brosbøl i hvert fald. Hun
lægger nu op til, at ufortyndede sprøjtemidler skal om bag disken i butikkerne –
og ni sprøjtemidler skal helt fjernes fra markedet:
- Jeg er meget opsat på, at vi bruger færrest mulige sprøjtegifte,
og at haveejere, der tyer til dem, i hvert fald bruger dem korrekt. Derfor er
jeg på vej med nye regler, der skal få ufortyndede sprøjtemidler om bag disken,
så det kun er de færdigblandende, man selv kan finde på hylderne. Det er alt
andet lige sværere at dosere midlerne forkert, når man ikke selv skal rode med
at fortynde dem op med vand.
Miljøministeriet oplyser, at de nye regler bliver sendt i
høring inden for de næste par uger. Planen er, at de skal træde i kraft fra
november 2015.
Men de ni sprøjtemidler, der skal væk fra handelen, skal
ifølge ministeriet være fjernet den 1. juni.
Det drejer sig om følgende midler:
Dicotex (med reg. nr. 361-7) og de
identiske produkter Herbatox Super reg. nr. 361-16), Herbavæk plænerens (reg.
nr. 361-17), Bonus Plænerens (reg. nr. 361-18), Tanaco Plænerens (reg. nr.
361-19), Garden Plænerens (reg. nr. 361-20) og CurEra Plænerens (reg. nr.
361-21) samt Toxan Plænerens (reg. nr. 49-27) og det identiske produkt Herbipur
Plænerens Plus (reg. nr. 49- 104).