Claas er tilbage på Agromek

Ikke siden 1995 har de lysegrønne maskiner været repræsenteret på messen i Herning. Men til november er de tilbage.

Den danske importør af Claas – LMB Danmark A/S – har i samarbejde med Claas og de danske forhandlere besluttet at deltage på Agromek i Herning til november.

Claas i Danmark var sidst repræsenteret på en dansk messe under importørernes LIB-messe i Fredericia i 2008. Og sidst Claas var repræsenteret på Agromek var ifølge importøren helt tilbage i 1995.

- Der er flere grunde til, at vi nu har besluttet at deltage på Agromek i år, fastslår administrerende direktør hos LMB, Michael Husfeldt, og uddyber:

- Fra årsskiftet har vi implementeret en ny importørstrategi hos LMB, der førhen havde to traktormærker, men nu vi har 100 procent fokus på Claas, som også ønsker, at dette øgede fokus kommer til udtryk i markedet, og derfor forventer de en vækst i salget af specielt traktorer og græsmaskiner. Men også indenfor mejetærskere og finsnittere – hvor Claas er markedsledende – skal der holdes damp på kedlerne.

Fra messearrangørerne i Herning er man naturligvis godt tilfredse med LMB's beslutning.

- Vi er meget glade for at kunne byde LMB og Claas velkommen tilbage på Agromek. Det er et vigtigt skridt i vores mål om at manifestere os som Nordeuropas største samlede landbrugsmesse , fastslår Agromek-formand Sten Andersen.

Agromek-deltagelsen kommer efter flere år, hvor LMB har valgt at fokusere messeaktiviteter omkring Agritechnica-messen i Hannover, hvortil man blandt andet har arrangeret forhandler-busture.

- Vi har været igennem nogle år, hvor der – ligesom i resten af erhvervet – har været fokus på omkostninger, og blandt andet derfor har deltagelse på danske messer været fravalgt, påpeger marketingansvarlig hos LMB, Morten N. Jørgensen.

Læs også