SF forlader regeringen

SF har valgt at træde ud af regeringen. Det betyder, at miljøminister Ida Auken må forlade sin post

Kort efter klokken 10.30 torsdag formiddag bekendtgjorde formand for SF Annette Vilhelmsen, at hun forlader formandsposten – og at SF træder ud af regeringen. Det skete på et pressemøde på Christiansborg.

- Vi er ikke i regering for enhver pris. Det kan aldrig blive målet i sig selv, sagde Annette Vilhelmsen.

På pressemødet konstaterede hun, at regeringssamarbejdet har krævet mange kompromiser – også af den svære slags.

Men Annette Vilhelmsen fastslog samtidig, at SF har fået gennemført mange ting, siden partiet kom i regering – og fremhævede blandt andet, at der er sket ”en massiv oprustning på det grønne område”.

Blandt de ministerier, der nu skal have ny chef, er Miljøministeriet, hvor Ida Auken (SF) har siddet på ministerposten siden 2011 - med undtagelse af nogle få måneder på grund af barselsorlov.

Ud over Miljøministeriet må SF-ministre også forlade Udenrigsministeriet, Social-, Børne- og Integrationsministeriet, Transportministeriet, Sundheds- og Forebyggelsesministeriet samt Skatteministeriet.

Baggrunden for balladen i SF er intern uenighed om en aftale om at sælge dele af Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Læs også