Naturstyrelsens direktør fyret

Naturstyrelsens direktør, Niels Christensen, blev torsdag overraskende fyret

Naturstyrelsen har skilt sig af med sin direktør Niels Christensen. Det skriver Altinget.dk.

 

Torsdag klokken 14 blev medarbejderne i Naturstyrelsen kaldt sammen i kantinen. Her kunne Miljøministeriets departementschef, Henrik Studsgaard, fortælle, at styrelsens direktør, Niels Christensen, nu er fortid. 


Niels Christensen er langtfra den første topchef i ministeriet, der bliver skiftet ud siden Ida Auken (SF) overtog miljøministerposten. Tidligere på året fyrede Auken også miljøministeriets departementschef, Marianne Thyrring.


Auken udtalte dengang, at hun ønskede en chef, der kunne sætte fart på den grønne omstilling, og ifølge Altinget.dk er det også årsagen til den seneste fyring i Naturstyrelsen. Kilder beretter over for sitet, at de forliste og stærkt forsinkede førstegenerations vandplaner ikke spiller så stor en rolle i fyringen.


Udover fyringen af Niels Christensen blev det torsdag også meldt ud, at Naturstyrelsen vil skære i antallet af vicedirektører, som ryger ud af direktionen fra fem til tre.


Der er dog ikke sat navne på, hvem det er. Vicedirektør Helle Pilsgaard, der tidligere i år fik frataget sit ansvar for vandplanerne, nævnes dog af Altinget.dk, som en, der kan ryge ud af direktionen.

Læs også