Antallet af antibiotikauheld hos landets mælkeproducenter er reduceret med 23 procent i 2013
Mælkeproducenternes fokus på sikre behandlingsprocedurer
har tilsyneladende båret frugt.
En ny opgørelse viser nemlig, at der har været 23 procent
færre antibiotikauheld i årets første 10 måneder i forhold til samme periode
sidste år. Det skriver Kvæg Nyt.
- Det er virkelig godt, at antallet af uheld i den grad
bliver færre og færre, siger dyrlæge ved Videncentret for Landbrug, Kvæg Jørgen
Katholm til Kvæg Nyt.
Dyrlægen peger dog samtidig på, at der stadig er plads til
forbedringer:
- Vi havde en målsætning om at nå ned på en
påvisningsprocent på 0,06 i 2013. Og den når vi formentlig ikke, selvom vi i
lang tid troede, det ville lykkes. For landmændene har virkelig gjort en stor
indsats i forhold til at sikre behandlingsprocedurer.
Han peger ifølge Kvæg Nyt på, at landmændene især skal
rette fokus på at undgå at behandle en forkert ko. Antallet af de uheld, hvor
mælkeproducenten kommer til at behandle en forkert ko, er nemlig ikke faldet.