Formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild er torsdag i Bruxelles. På dagsordenen er blandt andet de danske efterafgrøder
I Bruxelles sidder formand for Landbrug & Fødevarer (L&F)
Martin Merrild ved middagstid torsdag med en rigtig god fornemmelse.
For han har i løbet af formiddagen været til møde i COREPER,
hvor der blandt andet er blevet diskuteret fremtidige naturfokusområder og
efterafgrøder.
I EU’s landbrugsreform er der som bekendt lagt op til, at
efterafgrøder ikke skal tælle med som naturfokusområder – til stor fortrydelse
for eksempelvis Fødevareministeriet og L&F.
- Det, jeg går efter, er, at man tæller efterafgrøder med
som naturfokusområder i en rimelig procent – og det synes jeg faktisk, vi er på
vej til at opnå, siger Martin Merrild.
Han peger på, at går det, som det lige nu ser ud til,
skyldes det et bredt samarbejde:
- Vi har lagt et enormt dansk pres fra blandt andre Fødevareministeriet
og Landbrug & Fødevarer. Alle har hjulpet os – og vi ser nu, at seriøst arbejde
og alliancer har betydning.
Selv om Martin Merrild med egne ord altså sidder med en
god fornemmelse, understreger han, at han ikke er tilfreds, før han ser noget
på skrift:
- Vi sælger ikke skindet, før bjørnen ligger stendød,
fastslår han.
Flere møder venter Martin Merrild i Bruxelles torsdag
eftermiddag.
Læs mere i Effektivt Landbrug torsdag.
Her kan du se, hvordan du tegner abonnement.