DR2 temalørdag om grise

Kok Thomas Rode og administrerende direktør Søren Gade tager i et DR2-program rundt i landet og har fokus på svin

Svineproduktionen kommer til at fylde en del på DR2 lørdag aften, da der er temalørdag om grise.

L&F-direktør Søren Gade drager således afsted med stenalderkokken Thomas Rode fra restaurant Kong Hans Kælder, der helst ser, at grisen blev sendt tilbage til naturen for at finde sin føde ved at rode efter rødder og insekter i skovbunden.

Her vil de undersøge, hvorfor vi behandler svin som vi gør. Og har vi bare den gris, som forbrugerne vil betale for?

- Det kan godt være, at vi mennesker har fundet ud af, at en gris lynhurtigt vokser sig stor, fed og klar til at blive slagtet på soyakager, som vi har fået sejlet hertil fra Sydamerika. Men det er bare ikke det, en gris lever af. Og hvis en gris ikke får det, så bliver den heller ikke lødig kost for os mennesker, siger Thomas Rode i en pressemeddelelse.

Seerne møder konventionelle og økologiske grise i programmet – og i begge tilfælde både inde og ude.

Der er besøg hos svineproducenterne Asger Krogsgaard i Kloster, Ole Kjær i Ølstrup, Jan og Trine Thybo ved Skanderborg samt Kristian og Maria Lundgaard-Karlshøj på Ausumgaard ved Struer.

Værterne stopper også pølsevognen i Skjern for at dele pølser ud, ligesom de runder Skjern Å for at tale om konflikten mellem landbrugs- og naturinteresser.

Programmet bliver sendt på lørdag klokken 20.

Læs også