L&F frygter EU-nej til Ø

Hos Landbrug & Fødevarer peger man på, at det kan koste dansk økologi dyrt, hvis det danske økologimærke forsvinder

Det kan betyde enden for det danske økologimærke, hvis EU-kommissionen forbyder statsligt kontrollerede mærker.

Og hos Landbrug & Fødevarer (L&F) finder man det problematisk, hvis det velkendte, røde Ø ryger ud til fordel for EU’s grønne øko-blad. Organisationen frygter, at det vil koste dansk økologi dyrt.

- Det røde Ø er et af de mest kendte mærker hos de danske forbrugere. Hele 98 porcent af danskerne kender betydning af det røde Ø. Det vil være dybt tåbeligt at smide den succes ud, og i værste fald vil det påvirke forbrugernes vaner. De køber blandt andet ind efter Ø-mærket, fordi de har tillid til kontrollen, siger økologichef i L&F Kirsten Lund Jensen i en pressemeddelelse.

I L&F støtter man op den økologiske EU mærkning, men mener ikke, det skal være på bekostning af det danske mærke.

-Vi vil meget gerne have styrket EU's økologimærke, men faktum er, at kun 48 procent af alle danskere genkender EU's grønne blad på deres varer. Det er halvt så mange, som dem der kender det røde Ø. Det giver ingen mening at lade det mindst kendte mærke erstatte det kendte, siger Kirsten Lund Jensen.

Hun mener, at begge mærker fortsat kan pryde de danske varer, og dermed kan det røde Ø hjælpe EU's grønne blad med at blive mere kendt.

Læs også