DLBR, Danish Agro, Videncenter for Svineproduktion og Danish Crown er gået sammen om et fælles arrangement, der kører over fem aftener rundt om i landet.

Tanken bag arrangementerne er, at hver gren af branchen kommer med gode råd og eksempler på, hvordan effektiviteten og dækningsbidraget kan hæves i den danske slagtesvineproduktion.

I et koncentreret program med i alt fem indlæg fra landmænd, konsulenter, foderstof og slagteri kommer de rundt om store og essentielle dele af produktionen, hvor der er penge at hente.

- Der er ingen tvivl om, at vi som branche skal blive bedre til at få den nyeste viden i spil ude hos producenten. Vi skal i det hele taget blive bedre til at samarbejde på tværs af brancherne – foderstof, rådgivning og slagteri, siger direktør ved Danish Agro Jacob Tetzlaff, som skal holde et oplæg med titlen »Dansk slagtesvineproduktion har et stort uforløst potentiale«.

Første møde er på onsdag i næste uge på Fyn hos Centrovice i Vissenbjerg kl. 17-20. Herefter følger møder hos Gefion i Sorø den 13. november, Heden & Fjorden i Herning den 18. november, Agri Nord i Aalborg den 28. november og hos Sønderjysk Landboforening den 4. december.