En afbetalingstid på under 10 år på store dele af lånet til minkavleren er en måde at imødegå prissvingningerne på, siger vicedirektør
Selv om minkbranchens aktuelle indtjening er fantastisk og
kan måle sig med de allerbedste erhvervssektorer i Danmark, er prisudsvingene i
branchen en faktor, der har betydning i forhold til udlånet til branchen,
fortæller vicedirektør i Nykredit, Poul Erik Jørgensen.
- På de rene minkfarme, hvor der ikke hører en jord og en
gård til, er der korte afskrivningstider på aktiverne, og her bliver
indtjeningen afgørende set ud fra en bankbetragtning, fortæller han.
Den aktuelt høje indtjening i branchen har typisk en
positiv betydning for finansieringsmulighederne, også for de minkfarme, hvor
omsætningshastigheden er lavere, fordi der hører jord og en gård til
minkfarmen, vurderer Poul Erik Jørgensen.
- Jeg tror, at branchens indtjening slår igennem på
minkavlernes muligheder for belåning. Dog er der flere prissvingninger i
minkbranchen sammenlignet med andre brancher, og vi har ikke indtryk af, at det
ikke vil fortsætte. Dette kan imidlertid løses ved hjælp af kortere
afbetalingstid på lån. Til den store del af belåningen på en minkfarm er der en
afbetalingstid på lånet på under 10 år, fortæller Poul Erik Jørgensen.
Læs mere i weekendens udgave af Effektivt Landbrug.
Her kan du se, hvordan du tegner abonnement.