Undgå silobund i beton

Etablerer man en plansilobund i beton, kan man være sikker på, den ikke holder mere end to år, mener en konsulent

Jørgen Hviid, konsulent ved Videncentret for Landbrug, har set det mange gange.

Silobunde i beton kan ikke holde til ensilagens lave pH-værdi og smuldrer væk, så småsten løsnes – og i værste fald kommer med ind på foderbordet.

Han opfordrer til, at bunden skal udføres i asfalt.

En af dem, som ikke var klar over dette problem, er Børge Sørensen, som sammen med sin søn Jørgen driver Vognsild Østergaard I/S nær Aars i Himmerland.

De fik for seks år siden bygget tre plansiloer med betonbund, hvilket i dag er deres største fejlinvestering nogensinde.

For allerede året efter var bunden begyndt at smuldre. Et syn, som konsulenten ser overalt.

- Det er det samme ved alle plansiloer med betonbund, som bliver brugt til ensilage. Og det ærgrer mig, når jeg hører om en landmand som stadig i 2013 kan vælge at bruge beton. Jeg kan ikke forstå, at det budskab ikke snart er kommet ud – og slet ikke til de byggefirmaer, som laver flere siloer om året. Det er en kendsgerning, at betonen tærer op, konstaterer Jørgen Hviid.

Læs mere i Effektivt Landbrug onsdag.

Her kan du se, hvordan du tegner abonnement.

Læs også