De unge skal trækkes til Økologi-Kongres

Et specielt ungevenligt program skal lokke landbrugsskoleelever med til kongres ved Vejle

Når der den 27.-28. november er Økologi-Kongres, vil der være et helt særligt program for unge mennesker.

Målet er at få flere elever fra landbrugsskolerne til at deltage i kongressen, hvor de blandt andet kan få svar på, hvordan man kommer i gang som økologisk landmand. Det oplyser Videncentret for Landbrug.

Videncentret for Landbrug, Økologi er med til at arrangere messen, og man er gået sammen med LandboUngdom for at lave specielle programpunkter, der henvender sig til elever fra landbrugsskolerne – samt andre unge med interesse for økologi.

- Torsdagens program er målrettet de unge. Her indleder vi med et særligt intromøde, hvor fem unge økologiske landmænd fortæller om deres bedrifter, og hvorfor økologisk landbrugsproduktion blev deres fremtid, siger projektleder for kongressen Thomas Fibiger Nørfelt, Videncentret for Landbrug, Økologi på Videncentrets hjemmeside.

Han tilføjer, at der herefter er workshops, hvor deltagerne har mulighed for at stille spørgsmål direkte til landmændene.

Ifølge Tomas Fibiger Nørfelt er det vigtigt at finde fremtidens økologer, hvis dansk økologi skal vokse:  

- Målet er, at de unge oplever det økologiske alternativ og mangfoldigheden og får en ny landbrugsfaglig viden om blandt andet omlægning til økologi og et nyt netværk inden for sektoren, der sikrer, at økologien overtages og føres videre.

Kongressen finder sted på Vingstedcentret ved Vejle.

Læs også