Avis: Danpo tvunget til at lege bank

Fødevareindustrien overtager i stigende grad opgaven med at finansiere landbruget. Det mærker man hos Danpo

Mange landmænd, der gerne vil ekspandere, får et nej i banken.

For få måneder siden kunne landmand Lars Bo Thomsen ved Hjørring imidlertid indvi tre nye kyllingehuse sammen med sin familie – med hjælp fra en vækstpakke fra Danpo. Det skriver Jyllands-Posten.

- Danpo kautionerer for en del af gælden og giver os en indtjeningsgaranti, som reelt er en forsikring mod tab. Den samlede pakke fra Danpo har afgjort haft betydning for vores beslutning om at gå ind i branchen. Samtidig gør den økonomiske opbakning fra Danpo det noget lettere at få banklån til byggeri af nye stalde, siger Lars Bo Thomsen til Jyllands-Posten.

Hos Danpo peger administrerende direktør Jes Bjerregaard på, at det er afgørende for selskabets konkurrenceevne, at slagtekapaciteten udnyttes fuldt ud.

- Dybest set er det et sygdomstegn, at vi er nødt til at gøre det her. Det burde være den finansielle sektor, der løste disse opgaver. Vi har intet ønske om at lege bank og blive økonomisk involveret i landbrugsproduktion, men vi har simpelthen følt, at vi var nødt til at gøre det for at sikre virksomhedens konkurrencekraft, siger Jes Bjerregaard til Jyllands-Posten.

For få måneder siden indførte Danish Crown og Tican ordninger, der støtter byggeri af slagtesvinestalde. Og – for Danish Crowns vedkommende – kvægstalde.

Læs også