Kommunernes sagsbehandlingstider er steget til ti måneder i gennemsnit i 2012. Det er en måned længere end året før.
Ventetiden for miljøgodkendelser bliver nu igen længere
for landmændene, der i mange tilfælde må vente mere end et år på svar fra
kommunen.
Det viser de seneste tal fra Miljøstyrelsen, der afslører,
at sagsbehandlingstiden er stigende mange steder i landet. I gennemsnit tog det
sidste år 303 dage for kommunerne at træffe afgørelser i miljøansøgningerne.
Dog er der meget stor forskel på kommunerne, og i nogle kommuner er
sagsbehandlingstiden væsentligt højere
- Det siger næsten sig selv, at de her lange
sagsbehandlingstider kan slå ethvert vækstinitiativ ihjel. Det er meget
demotiverende for landmænd og andre virksomhedsejere, når det, der bremser en
udvikling i deres forretning, er sløve sagsgange i kommunen. Det er et akut
problem, og det skal vi hurtigst muligt have lavet om, siger administrerende
direktør i Landbrug & Fødevarer Søren Gade i en pressemeddelelse.
For to år siden rettede Miljøministeriet fokus på
problemet med de lange sagsbehandlingstider og sagspuklen ude i kommunerne.
Ministeriet postede 100 millioner kroner i at komme til bunds i sagerne,
hvilket lykkedes nogenlunde. Desværre gik der ikke lang tid, før bunkerne med
sager begyndte at vokse på kommunernes borde igen.