Nyt slagteri er på vej
Holstebro får efter alt at dømme et nyt kreaturslagteri, og slagteriet skal være grundstenen til et vestjysk fødevaremekka
Det tegner til, at et nyt kreaturslagteri snart ser dagens lys i Holstebro.
Planen er, at slagteriet skal være den første af flere mindre fødevarevirksomheder i en klynge ved Nupark i Holstebro. Det oplyser Fødevareforbundet NNF.
– Planerne er så langt fremme, at vi har fået lavet forretningsplaner samt tegninger over slagteriet. Nu er vi ved at undersøge priser og leder efter mulige investorer. Og her har jeg allerede kontakt med folk fra lokalområdet, som har vist stor interesse i at investere i slagteriet, siger Kenneth Riberholdt i et nyhedsbrev fra Fødevareforbundet NNF.
Heri fremgår det, at Kenneth Riberholdt, der er uddannet kreaturslagter – og i de seneste seks år direktør på Skare Beef i Århus – er manden bag det nye slagteri.
Og ideen om et nyt slagteri falder i god jord hos formand for Fødevareforbundet NNF Midtvestjylland Steen Hartmann:
– Det er fantastisk, at der nu kommet et kreaturslagteri i Holstebro. Når vi har en fjerdedel af den samlede bestand af kvæg i Vestjylland, er det vanvittigt ikke at slagte dem i nærmiljøet.
Ifølge Fødevareforbundet NNF er det planen, at slagteriet i første omgang kommer til at slagte og forarbejde 250 kreaturer om ugen.