Gjerskov: Jeg har ikke løjet

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) var torsdag morgen i åbent samråd om randzonekompensation

Torsdag morgen var det blevet tid til en form for jubilæum. Fødevareminister Mette Gjerskov (S) var indkaldt til sit tiende samråd om randzoneloven.

Denne gang handlede det om den seneste tids kaos omkring randzonekompensationen.

Blå bloks ordførere krævede svar på, hvad fødevareministeren har vidst og orienteret udvalget om siden vandplanerne i december sidste år blev kendt ugyldige, og dermed ikke gjorde det muligt at bruge den kompensationsordning, der var bundet op på EU-midler.

 - Jeg vil gerne gøre fire ting klart omkring forløbet siden december '12 og frem til i dag. For det første: Jeg har ikke vildledt nogen. For det andet: Jeg har ikke løjet.  For det tredje: Jeg har søgt kammeradvokatens vurderinger, og jeg har fulgt dem. Og for det fjerde, så vil jeg sige, at jeg igennem helle forløbet har fulgt sagen nøje og når virkeligheden ændrede sig, har jeg, Fødevareministeriet og regeringen, truffet de nødvendige beslutninger, sagde Mette Gjerskov.

 Hun forklarede, at det ifølge hende først var midt i april, at det stod klart, at vandplanerne skulle ud i en seks måneders lang offentlig høring,  at det stod klart, at hun ikke kunne anvende den kompensationsordning, som er afhængig af vandplanerne. Samtidig forklarede hun, at det aldrig vil komme på tale, at hun vil suspendere randzoneloven.

Ministerens svar blev ikke vel modtaget hos Venstres Erling Bonnesen. Mellem december og  ind til nu har han således bemærket, at ministeren flere gange har været ude at garantere landmændene deres kompensation.

- Jeg føler mig i den grad misinformeret i den her sag, sagde Erling Bonnesen.


Læs også