Økologer får millioner til teknologisk løft

NaturErhvervstyrelsen har netop sendt tilsagn til projekter, og 173 økologiske landmænd har fået tilskud til teknologi

173 økologiske landmænd har fået tilskud til alt fra selvkørende og kamerastyrede redskaber på markerne til robotteknologier i staldene.

NaturErhvervstyrelsen har nemlig lige sendt tilsagn til projekter for en samlet værdi af 100 millioner kroner. Det oplyser Fødevareministeriet.

I den økologiske investeringsordning kan landmændene få op til 40 procent i tilskud til deres økologiske investeringer til for eksempel robotter. NaturErhvervstyrelsen har leveret 40 millioner kroner, mens landmændene selv har betalt de 60 millioner kroner.

- Teknologiløftet skal sætte gang i økologernes konkurrenceevne og understøtte regeringens ambitiøse målsætning om at fordoble det økologiske landbrugsareal i 2020, skabe grøn omstilling og økologiske arbejdspladser, siger fødevareminister Mette Gjerskov (S) i en pressemeddelelse.

Ifølge Fødevareministeriet har ordningen særligt fokus på at styrke de brancher, hvor barriererne for at omlægge til økologi er størst, men som også har et stort vækstpotentiale. Det drejer sig blandt andet om svineproduktion, frugt og grønt samt fjerkræ.

Læs også