Danske landmænd har måtte slås med nedbrud, lange svartider, fejlagtige beregninger og funktionsfejl i det offentlige it-system, husdyrgodkendelse.dk, som er deres eneste mulighed for at holde deres husdyrstande up to date. Systemets mange fejl har kostet landmændene dyrt i både spildtid og kroner og ører.

Det er helt urimeligt, mener Esben Lunde Larsen, der derfor har derfor indkaldt miljøminister Pia Olsen Dyhr til åbent samråd torsdag den 30. maj kl. 15 for at få en redegørelse for de tekniske problemer med hjemmesiden.

- Det er dybt kritisabelt, at siden har fungeret dårligt i så lang tid. Det er til stor gene for de mange landmænd, som ønsker på en nem og effektiv måde at miljøgodkende deres husdyrhold. Samtidig koster det dem kassen, fordi der er store ekstraudgifter forbundet med konsulentbistand til de miljøkonsulenter, som skal betjene siden. Landmændene er blevet holdt for nar i for længe – det håber jeg, at miljøministeren snart får sat en endelig stopper for, siger han i en pressemeddelelse.

I december sidste år gav husdyraftalen mellem Kommunernes Landsforening og Miljøministeriet 3,4 millioner kroner ekstra til forbedringer af husdyrgodkendelse.dk. På trods af de ekstra midler og to nylige opdatering af systemet, så er systemets kortmateriale fortsat forældet og reelt ubrugeligt. Det tyder på, at de nuværende resurser slet ikke rækker, mener Esben Lunde Larsen

- De nuværende resurser, selv med de ekstra 3,4 mio. kr. er tydeligvis slet ikke nok til at holde systemet opdateret og i drift, og derfor må vi tilføre området flere resurser, hvis det er det, der skal til. Og så må miljøministeren tage konkrete initiativer for at sikre, at systemet kommer til at fungere effektivt, problemfrit og stabilt. Det håber jeg, vi får en tilkendegivelse af til samrådet, siger han.