Formand frygter 98 forskellige fortolkninger
Formanden for LandboForeningen Midtjylland, Steen Vindum, mener, at miljøministeren har spildt tiden
Hos LandboForeningen Midtjylland kalder formand Steen Vindum det ”drønærgerligt og spild af tid”, at Miljøministeriet ikke har udarbejdet nye vandplaner.
Han mener, at miljøministeren burde have lavet ændringer af vandplanerne i den tid, der er gået, siden Miljøklagenævnet underkendte vandplanerne.
- Miljøministeren har haft alle muligheder for at rette op på fejlene i den forløbne tid. Allerede i efteråret fortalte eksperter hende, at virkemidlerne i vandplanerne er forældede og i disharmoni med den nyeste viden. Hun har vidst, at Natur- og Landbrugskommission var på vej med en rapport om styrkelse af samspillet mellem natur, miljø og landbrug. Alligevel er det stort set de samme planer, vi ser. Det er dybt skuffende, siger Steen Vindum i en pressemeddelelse.
Han pointerer, at landbruget er nødt til at holde ministeren op på de forsikringer, hun kom med ved fremlæggelsen af vandplanerne – nemlig, at ethvert tiltag skal konsekvensvurderes. Og at tiltag, der oversvømmer værdifuld landbrugsjord, ikke må sættes i gang.
For ifølge Steen Vindum kan miljøministerens udmeldinger medføre 98 forskellige fortolkninger af vandplanerne.
- Ansvaret for at foretage de vurderinger har ministeren nu lagt over på kommunerne, men det er ikke godt nok. Kommunerne er hårdt presset ressourcemæssigt, så vi må fastholde, at vandplanerne skal indeholde konkrete retningsliner for hvad, der skal gøres, hvor og hvordan. Ellers står vi med 98 forskellige fortolkninger.






































