Spansk svineproducent ejer kun staldene
David Mate er meget tilfreds med kun at eje sine stalde, mens søerne ejes af et selskab, der blandt andet leverer færdigfoder
David Mate er en typisk spansk svineproducent – dygtig og positiv, der udstråler energisk effektivitet.
- Ser jeg et problem, når jeg går mine stalde igennem, tager jeg straks kontakt til selskabet. Kort tid efter stiller enten min konsulent Victor Poza eller en dyrlæge, og vi får gjort noget ved problemet, siger David Mate.
Selskabet er et privat rådgivnings- og investeringsselskab, som ejer David Mates besætning samt 13 andre tilsvarende besætninger. Selskabet består af 5 personer med en konsulent, to dyrlæger og to produktionskoordinatorer.
- Jeg er godt tilfreds med samarbejdet med selskabet, siger David Mate. Det er dygtige folk, og de er også interesserede i, at jeg har en fornuftig indtægt.
Godt produktionslandbrug
David Mates landbrug er på 120 hektar lettere jord og et staldanlæg med plads til 750 søer. Staldene blev bygget i 2006 på bar mark, men ligger – set med danske øje – lidt tilfældigt spredt omkring en åben gyllelagune.
- Jeg havde ingen kapital, da jeg overtog jorden efter min far, fortæller han. Men jeg kunne få en fornuftig finansiering og en driftsaftale med et privat selskab, og det betød, at jeg kunne komme i gang på overskuelige vilkår.
- I dag har jeg tre ansatte og en meget velkørende smågriseproduktion med tre ugers holddrift og 28 dages fravænning. Den ene medarbejder er fast i marken, hvor vi dyrker vinterhvede vekslende med solsikke. Hveden sælges til selskabet, som løbende leverer færdigfoder til grisene.
Stabil indkomst
Victor Poza, der er konsulent i det selskab, der lægger grise, foder og medicin til David Mates smågrisproduktion, understreger, at landmanden er en dygtig svineproducent.
- Når han gør det godt, så sørger vi for at lægge priserne, så han også tjener noget og har en god stabil indkomst. Selskabet er direkte afhængigt af, at landmanden også tjener penge, siger Victor Poza og fortsætter:
- Hvis vi kan se, at han arbejder godt og det alligevel i en periode går skidt med grisene, så kompenserer vi fra selskabet med noget tabsdækning. Vi holder en hånd under den dygtige landmand.
Han kommer som konsulent ofte i besætningen. Skal der vurderes på en beslutning omkring grisene, har han det afgørende ord. Besætningen er selskabets.
David Mate ser det dog som en stor fordel, at han kan dele problemstillinger med fagspecialister uden at det direkte koster noget.
- Vi er begge parter interesserede i, at få problemer løst så hurtigt som muligt, understreger han.
Et godt liv
David Mate, der er 38 år, har umiddelbart ingen planer om at udvide sin produktion.
- Det er en passende besætning til tre mand med weekendafløsning.
- Man skal huske at holde fri og få sig et godt social- og familieliv ved siden af. Jeg prioriterer blandt andet at lege med min lille søn, mens tid er.
I Spanien bor man ikke ved siden af staldanlæggene, men typisk i den nærmeste landsby. David Mate og hans kone har valgt at bor i en større by for at få mere socialt liv.
- Det vigtigste er, at ens kone er glad, smiler han. Så kører alt, som det skal.