Maskinfabrik konkurs – og maskinlager er til salg

Den hæderkronede fynske såmaskinefabrik er erklæret konkurs. Virksomheden og maskinlageret er nu til salg

Efter 117 års markante aftryk i den danske landbrugsmaskinbranche lukker og slukker landets sidste såmaskinefabrik, Fiona Maskinfabrik A/S i Bogense.

Det blev en kendsgerning i mandags, hvor den hæderkronede virksomhed i skifteretten blev erklæret konkurs.

- Det er naturligvis ærgerligt, men branchen er meget presset, siger advokat Niels Bo Andersen fra Andersen Partners Kolding, som er kurator for boet.

- Vor opgave lyder nu på at sælge virksomheden og aktiverne. Derfor er der gode muligheder for at gøre en god handel fra lageret af maskiner, reservedele eller sliddele.

Han oplyser, at der allerede nu er mulighed for at købe grej ved henvendelse til Anders Hvidbjerg på advokatkontoret i Kolding.

Fiona Maskinfabrik A/S ejes af direktør Erik Jensen, der for over 20 år siden købte virksomheden af Scheby-familien.

Læs også