EU: Store virksomheder skal lægge regnskabet på bordet
Nyt direktiv fra EU betyder, at børsnoterede virksomheder inden for blandt andet skovbrug skal offentliggøre visse oplysninger
Et nyt EU-direktiv skal gøre det sværere for store, børsnoteredere europæiske virksomheder inden for udvinding af olie, gas, mineraler og skovbrug at snyde med skatten.
Direktivet betyder nemlig, at virksomhederne får pligt til at offentliggøre oplysninger såsom skattebetalinger, betaling for licenser, produktionsrettigheder og royalties til myndighederne i alle de lande i verden, hvor de har aktiviteter. Det oplyser Erhvervs- og vækstministeriet.
- Initiativet er et vigtigt skridt i kampen mod korruption og skatteunddragelse. Jeg glæder mig også over, at det nye regnskabsdirektiv vil gøre det lettere for især små virksomheder at drive virksomhed, idet reglerne for regnskabsaflæggelse forenkles, siger erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen i en pressemeddelelse.
Direktivet mangler at blive endeligt vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet, men det forventes at ske snarest, idet der er opnået politisk enighed mellem de to parter.





































