Mange landmænd indgår dårlige gylleaftaler
Videncentret for Landbrug opfordrer landmænd til at få rådgivning, inden de siger ja til at levere gylle til biogasanlæg
Landmænd får istadig lavet dårlige aftaler som gylleleverandører til biogas. Det oplyser Videncentret for Landbrug på sin hjemmeside.
Videncentret for Landbrug opfordrer derfor landmænd til at tage en rådgiver med på råd.
- Der er en kæmpeinteresse for at arbejde med biogas, enten som leverandør eller som deltager i et projekt. Når det handler om teknik eller projekter, så er ingen i tvivl om, at der skal hentes kompetent rådgivning. Derimod kan vi desværre konstatere, at en del fortsat indgår aftaler om at levere gylle, der er meget lidt favorable, siger bioenergichef i Videncentret for Landbrug Michael Støckler på videncentrets hjemmeside.
Han peger på, at der er flere ting, der kan gå galt, når der skal laves en gylleaftale. For eksempel kan landmænd binde sig til at levere gylle med en tørstofprocent, som de ikke kan leve op til.
- Tag kontakt til en af eksperterne i den landsdækkende biogasrådgivning og lad dem gennemgå kontrakten. Både for at se, om økonomien holder, og om du i det hele taget er i stand til at levere gylle af den kvalitet, som aftalen kræver, lyder rådet fra Michael Støckler.





































