Rekordmange vil være jordbrugsteknologer
For femte år i træk oplever Erhvervsakademi Aarhus vækst i antallet af kvote to-ansøgere til jordbrugsteknologuddannelse
Erhvervsakademi Aarhus kan igen i år melde om et stigende antal ansøgere til uddannelsen som jordbrugsteknolog.
Således har 81 ansøgere søgt optagelse gennem kvote to, hvilket svarer til en fremgang på 50 procent i forhold til sidste år. Det oplyser Erhvervsakademi Aarhus i en pressemeddelelse.
Uddannelsesleder Lars Villemoes vurderer, at fremgangen blandt andet skyldes en større bevidsthed om, at en videregående uddannelse giver større jobmuligheder:
- Det er glædeligt, at så mange har fået øjnene op for, at vi har en god uddannelse, og at man på to år kan tage en videregående uddannelse og få fodfæste på jobmarkedet. Uddannelsen er en attraktiv videreuddannelsesmulighed for faglærte landmænd, der for eksempel ønsker at blive rådgivere, undervisere eller sælgere.
Det er ifølge Erhvervsakademi Aarhus femte år i træk, at akademiet oplever fremgang i antallet af kvote to-ansøgere til jordbrugsteknologuddannelsen.
Jordbrugsteknologuddannelsen er en toårig videregående erhvervsakademiuddannelse, og omkring halvdelen af de studerende på uddannelsen er faglærte landmænd.