Forskere ved Aalborg Universitet forsøger at finde ud af, hvordan man kan skrue op og ned for stivelsesindholdet i kartofler. For jo større stivelsesmængde, jo større udbytte. Det skriver dr.dk/viden.

Planen er, at forskere fra Institut for Kemi og Bioteknologi ved Aalborg Universitet skal udvikle en højeffektiv afgrøde, hvor planten kun producerer præcis det, den skal bruges til.

- Hvis vi kan udvikle en super smart kartoffel med meget stivelse i, så kan vi reducere arealet, vi dyrker afgrøder på, til måske det halve, siger lektor ved Aalborg Universitet Kåre Lehmann Nielsen til dr.dk/viden.

Forskerne har opdaget et nyt kartoffelprotein, som måske kan bruges til at skabe en superkartoffel med det rette stivelsesindhold til eksempelvis produktion af bioethanol. De mangler dog stadig at finde det gen, der ”fylder” kartoflen med stivelse.

Mere modstandsdygtige

- Når vi kender det gen, kan vi tænde og slukke for, hvor meget stivelse, der er i kartoflen, lyder det fra Kåre Lehmann Nielsen, som samtidig håber, at forskningen vil føre til kartoffelsorter, der er mere modstandsdygtige over for sygdom og tørke.

Aalborg Universitets kartoffelprojektet løber frem til udgangen af 2016, og sker ifølge dr.dk/viden i samarbejde smed blandt andre Landbrugets Kartoffelfond, Kartoffelmelscentralen og Andelskartoffelmelfabrikken Vendsyssel.