Dansk kæde modtager international øko-pris
Fødevarekæden Irma bliver hyldet for sit økologiske engagement BioFach-messen i Nürnberg til februar
Irma modtager sammen med tre andre europæiske dagligvarekæder prisen ”Top-level Bio 2013” ved økologimessen BioFach i Nürnberg i midten af februar. Det oplyser Økologisk Landsforening.
Det er det tyske magasin ”Ein Hertz Für Bio”, der sammen med BioFach uddeler den internationale pris, som gives til dagligvarebutikker, der gør en særlig aktiv indsats for økologi.
Prisen vil også blive overrakt til tyske ”Tegut”, franske ”Auchan” og østrigske ”Norma”.
- Irma har igennem 20 år været i front, hvad angår økologi i detailbranchen. Irmas stærke partnerskab med lokale avlere har i unik grad medvirket til at styrke og udvikle markedet for økologiske kvalitetsprodukter, lyder begrundelsen fra juryen.
Irma får overrakt prisen på BioFach 2013, hvor 16 danske, økologiske virksomheder deltager i et eksportfremstød på den danske fællesstand.




































