- Og nu kommer min store tilståelse.

Asbjørn Børsting, koncerndirektør i DLG, var godt henne i sit foredrag ved NutriFair, før han krøb til korset:

- For fem-seks år siden ville jeg ikke have stået her og talt om klimaforandringers betydning for afgrødeproduktionen. Det var varm luft. Nu er jeg nået til den erkendelse, at klimaforandringerne kommer med stor styrke - og hurtigere end forventet, sagde Asbjørn Børsting til flokken af tilhørere i Speakers Corner i Messe C i Fredericia.

Han konstaterede samtidig, at det ikke er "grønne miljøflippere", der laver rapporter, men derimod pålidelige instanser som FOA og Verdensbanken.

- Verdensbanken siger, at klimaforandringer vil gøre det endnu vanskeligere at producere nok mad. Det vil være nødvendigt at fordoble den nuværende vækst i landbrugsproduktionen.

Han pegede på, at rapporter viser, at klimaforandringer i 2050 vil have reduceret udbytterne i mange lande.

- I Nordeuropa, Rusland, Ukraine og Hviderusland er der områder, hvor det vil blive mere interessant at dyrke afgrøder. Men Sydamerika, Afrika, Australien, Pakistan, Indokina og en række andre områder vil blive hårdt ramt. Pakistan vil miste en tredjedel af sit udbyttepotentiale, forklarede Asbjørn Børsting.

Koncerndirektøren gjorde det derfor klart, at klimaforandringer skal tænkes ind i langsigtede strategier:

- Forskellen ved at regne med faktoren eller ej er enorm. Det skal tænkes ind i vores langsigtede strategi.

I torsdagens udgave af Effektivt Landbrug kan du læse mere om, hvad Asbjørn Børsting havde at sige ved NutriFair. 

Her kan du se, hvordan du tegner abonnement.