Fem danske biavlsorganisationer samt Dalum Landbrugsskole og NaturErhvervstyrelsen har i fællesskab udviklet et nyt kursus, der henvender sig specielt til biavlere, der udover begynderstadiet vil have håndværket helt ind under huden.

Der er nu sat datoer på det nye »Basiskursus i biavl«. Kurset, der holdes på Dalum Landbrugsskole i Odense, strækker sig over to weekender. Første gang er fra fredag den 9. november klokken 14.45 til søndag den 11. november kl. 16.30. Anden runde begynder lørdag den 24. november klokken 10.00 og slutter søndag den 25. november klokken 15.00.

Projektet er støttet økonomisk af NaturErhvervstyrelsen, og indlederne på kurset er fremtrædende eksperter fra branchen, der alle har stor erfaring på området. Udover intensive undervisningsforløb vil der også blive tid til erfaringsudveksling og socialt samvær, da kurset er planlagt som et internatkursus, hvor kursisterne bor på skolen.

Kursusprisen pr. deltager er 4.200 kroner eksklusive moms. Tilmelding til kurset skal ske til Dalum Landbrugsskole på telefon 66 13 21 30. Et detaljeret kursusprogram kan hentes på www.dalumlandbrugsskole.dk.